Beskrivelse
Gennem mere end 70 værker fra seks årtier kredser den retrospektive udstilling Jytte Rex: Drømmen og den rasende latter om forholdet mellem sanselighed, verdens gådefulde foranderlighed og menneskets indre liv.
Jytte Rex’ kunst er vokset ud af 1960’ernes og 1970’ernes feministiske avantgardekunst, der så kritisk på de samfundsforhold, som kvinder oplevede i samtiden. Hos Jytte Rex tager oprøret en kunstnerisk og poetisk form med plads til den sanselige drøm såvel som den rasende latter.
Udstillingen kan opleves fra den 20. marts til den 9. august 2026 i Den Sorte Diamant i København.




