Beskrivelse
Udstillingen OPSLAG NEDSLAG – Danske kunstnerbøger viser i en række tværsnit værker fra seks årtier – både bøger af mastodonter som Asger Jorn, Per Kirkeby, Sven Dalsgaard og Tal R samt en række helt nye værker af bl.a. Amalie Smith og Lea Porsager. En kunstnerbog er ikke en bog om kunst, men slet og ret en bog som kunst. Kunstnerbogen er et værk i sig selv og kan samtidig fungere som en formidling af en række udtryksformer som foto, tegning, grafik og tekst. Der er i disse år fornyet interesse for kunstnerbøger. OPSLAG NEDSLAG viser seks tværsnit i kunstnerbogens historie og stilistiske univers, som den på dansk grund har udviklet sig siden slutningen af 1950’erne og frem til i dag. Sigtet ligger på den tematiske og materielle spændvidde gennem nedslag, der sætter fokus på mediet, tilblivelsen, stilretninger inden for genren og den historiske kontekst. Udstillingens temaer perspektiveres desuden via otte hovedkunstnere, hvis kunstnerbøger på forskellig vis belyses gennem rumlige installationer og supplerende kunstværker. Udstillede værker og kunstnere: Asger Jorn, Per Kirkeby, Tal R, Jesper Fabricius, Sven Dalsgaard, Martin Larsen, Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen. Supplerende værker af: Amalie Smith, Henrik Have, Lasse Krog Møller, Christian Vind, Albert Mertz, Per Højholt, Jytte Rex, K. J. Almqvist, Eva Kinch Brønsted, Lea Porsager m.fl.
Udstillingen er kurateret af Thomas Hvid Kromann, ph.d. og forsker på Håndskriftsamlingen. Kromann er specialist i kunstnerbøger og medredaktør på standardværket Danske kunstnerbøger (2013).