Beskrivelse
Denne antologi er blevet til i forbindelse med udstillingen “København – Porten til Europa”. Udstillingen var resultatet af et samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet og Tøjhusmuseet. Institutionerne fik i 1994 i fællesskab en bevilling af Kulturministeriet til at realisere udstillingen som et led i Kulturby-96 aktiviteterne. Uden denne bevilling ville udstillingen ikke være kommet i stand.
Porten er både et meget håndfast og et luftigt begreb. Man fornemmer trafik, passage eller gennemtræk, når talen falder på en port. Porten er en åbning, men angiver også adskillelse, en grænse. København har i de sidste 4-500 år mere end nogen anden nordisk by været porten til Europa.