Beskrivelse
Det Kongelige Bibliotek har længe ønsket sig en såkaldt (halv)permanent udstilling af bibliotekets skatte i en form, der både kvalitativt, visuelt, metodemæssigt og i sit engagement henvender sig til Danmarks befolkning i bredere forstand og i flere henseender bryder med traditionelle udstillingsprincipper på dette felt. Denne vision blev til virkelighed gennem åbningen af Montanasalen, der er blevet til i et samarbejde mellem det internationalt kendte danske møbelfirma Montana A/S og Det Kongelige Bibliotek, Danmarks Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek. Samarbejdet har omfattet alle stadier fra ideudveksling mellem Montanas direktør Peter J. Lassen og undertegnede, Erland Kolding Nielsen, over konceptudvikling med institutionens medarbejdere til projektering, indretning og realisering af den første udstilling. Der er tale om et enestående samarbejde mellem en visionær kulturpersonlighed i den private sektor og en offentlig national institution, som ikke har noget fortilfælde i Det Kongelige Biblioteks historie.