Beskrivelse
Breve fra… er en samling af personlige breve fra de sidste to århundreder med ophav i Det Kgl. Biblioteks enorme brevsamling. De er skrevet af forfattere, billedkunstnere og filosoffer såvel som menige soldater, modstandsfolk og flygtninge. De er sendt fra så forskellige steder som New Zealand, Rigshospitalet, Stockholm og Grønland. Det er breve, der for et kort øjeblik ophæver adskillelsen i tid og sted mellem den, der skriver, og den, der læser. Håndskrevne breve har siden 2016 dannet afsæt for en lang række brevforestillinger på Det Kgl. Bibliotek, hvor kulturpersonligheder har oplæst breve og publikum selv har haft fornøjelsen af at skrive breve i hånden.
Bogen indeholder breve fra bl.a.: Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Herman Bang, Karen Blixen, Asta Nielsen, Gustaf Munch-Petersen, Børge Outze, Tove Ditlevsen, Shadi Angelina Bazeghi, Sonja Ferlov Mancoba, Poul Henningsen og Pia Arke.